Kategorier
Aktiviteter

Liv, lopper og fugleskydning i Alkestrup

PRESSEMEDDELELSE

Landsbylauget Alkene gentager succesen og inviterer d. 15. august 2015 til en hel lørdag med fugleskydning, loppemarked, byfest samt en masse andre aktiviteter for børn og voksne. Fugleskydning og byfest har været en tradition i Alkestrup siden 1960’erne og er altid velbesøgt. Alkene glæder sig derfor til at se byen fuld af glade og feststemte folk fra nær og fjern.

”Vi håber at se rigtig mange fra Alkestrup og omegn, men også gerne fra kommunerne omkring os, til en sjov, hyggelig og god dag i byens hjerte ved Alkestrupskolen. Alkestrup er en meget levende landsby med et rigt foreningsliv og et aktivt landsbylaug, der afholder fugleskydningen som den største af årets mange aktiviteter”, fortæller Jens Chr. Andersen, formand for Landsbylauget Alkene.

Lopper, konkurrencer og fugleskydning

Dagen starter med det velbesøgte Tureby loppemarked kl. 10.00-15.00 på Alkestrupskolens p-plads og i skolegården. Al plads udnyttes og de 62 stader har længe været udsolgt. Det er her man vil kunne finde mange gode loppefund og lokalt producerede varer, og der vil være noget for enhver smag og interesse. Man kan læse mere om loppemarkedet og se billeder fra tidligere år på Tureby loppemarkeds webside

Den årlige fugleskydning og de andre aktiviteter starter kl. 13.00 og fortsætter til kl. 17.00. Udover skydningen er der keglebane, sømslagning, dart, tombola, og meget mere for såvel børn og voksne som barnlige sjæle. Og så er der mulighed for sponsorerede præmier til konkurrencernes vindere.

Fra dagens start sørger Alkene for salg af grillpølser, slik, kaffe, kage, øl og vand, mm. i festteltet.

Fællesspisning, lotteri og levende musik

Når fugleskydningen er vel overstået er der fællesspisning, hvor Sædder IFs køkkenhold ”Det Grønne Køkken” serverer en to-retters menu i teltet ca. kl. 18.30 for dem, der har sikret sig en spisebillet. Den kan købes på dagen ml 14.00-16.00, men vær hurtig, for med kun 110 billetter bliver de hurtigt revet væk. Hvis du er støttemedlem af landsbylauget, er der rabat på billetten. Se her på siden hvordan du kan blive støttemedlem.

I år starter aftenens underholdning med Peter Nørgaards show One Night in Las Vegas kl 19.30. Under spisningen vil der være lotteri, og uddeling af præmier til vinderne af eftermiddagens forskellige aktiviteter, ligesom årets fuglekonge naturligvis kåres. Ud på aftenen kl. 21.30 spiller Kim Lærke Band – One Size op til dans i teltet. Alle er velkommen, og musikken er gratis.

Frivillige og sponsorer er nødvendige

”Det er rigtig dejligt, at vi hvert år kan stable et godt arrangement på benene. Det kræver en del arbejde af de frivillige og kunne heller ikke klares uden gode sponsorer, men det giver utroligt meget igen når hele byen og omegnen er samlet til en festlig dag. Vi glæder os derfor til at fylde byen med liv og glade mennesker. Alle er velkommen og tag endelig din nabo med”, fortsætter Jens Chr. Andersen

Arrangementet kræver en del villige og frivillige hænder til at passe de forskellige aktiviteter på dagen og gøre klar i dagene op til byfesten. Derfor er Alkene altid på udkig efter frivillige til hjælpe. Det er sjovt, hyggeligt og gør det til en større oplevelse for alle. Interesserede kan møde op på skolen torsdag kl. 18.00 eller kontakt Alkenes formand Jens Chr. Andersen på mob. 29 40 04 89.

Har du lyst til at være sponsor for arrangementet eller en af præmierne i de mange konkurrencer, så hører Alkene også meget gerne fra alle interesserede. Der er godt gang i sponsorkontakten, men Jens Chr. Andersen fortæller, at der altid er plads til flere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *